Jeg har altid været vild med at arbejde i træ.

For mig er det et helt særligt materiale som taler til mig på sit eget sære sprog. Ikke til mine øre men til mit sind.

Et hvert arbejde med træ må ske i et samarbejde på træets premisser. Stukturen, hårdhedsgraden, måden årene løber igennem stammen og slynger sig forbi de steder hvor der har siddet grene.

Når jeg skal lave en skulptur har jeg altid en plan på forhånd, om en form eller et udtryk som jeg ønsker at skabe, og jeg når altid derhen, men på vejen må jeg hele tiden fornemme og bearbejde træets "vilje" og som regel tilfører det selv nogle små detaljer til det endelige udtryk som jeg ikke havde regnet med ville være der men som understreger at enhver skulptur i træ er et unika. Det kan være en knast som gemmer sig inde i træets ved, eller måske en gammel skade som giver et anderlede "flow" i årernes forløb. Kunsten er at lade dem træde ærligt frem uden at de overtager helhedsindtrykket. 

For mig giver det ro i sindet at arbejde i træ.

Værktøjet bliver en forlængelse af mine hænder som er kanaler for den ide der summer i mit hoved. Alle andre tanker falder fra og der er kun formgivningen tilbage. Jeg kan somme tider stå, efter mange timers arbejde, og se på en skulptur som jeg ved jeg lige har lavet, men allligevel ikke rigtig er klar over hvordan.

De bedste resultater er ofte dem mine hænder "selv" laver uden at jeg blader mig for meget.

Det hele bygger muligvis på en opbygget erfaring efter ufattelig mange timers arbejde med håndværket. En tavs viden om materiale og form som jeg har øvet igen og igen i alle mulige kombinationer.

Det vil være løgn at sige at jeg er selvlært, for jeg har suget viden fra mange dygtige mennesker igennem tiden og har langsom udviklet mig til der hvor jeg er idag. Jeg har haft meget andet og godt arbejde i de mange år der er gået hvor skulpturarbejdet har været det jeg gjorde ved siden af, men jeg har aldrig kunnet lade være med at skabe. Hvis der går længere tid hvor jeg ikke laver træarbejde begynder mine hænder at føles underligt tomme. Somme tider kan det ligefrem føles som om de trækker mig ud til værkstedet. 

En skulptur må gerne fortælle en historie.

Jeg tilstræber altid en levende positur når jeg skaber et værk. Det må gerne føles som mere end blot en figur i træ.

De bedste kunstværker er for mig dem som sender tankerne på vandring i søgen efter den historie de gerne vil fortælle. Skulpturen må gerne fortæller det den skal efter en kort beskuning, men så alligevel stadig antyder lidt mere.

Jeg føler en helt grundliggende menneskelig tilfredstillelse ved at skabe noget og dermed manifestere mig selv i verden.

En hver skulptur jeg skaber er en sammensmeltning af materialet og et lille stykke af mig. Bevidstheden om min dødelighed falder lidt til ro hver gang jeg efterlader et værk i gode hænder. Måske vil denne træklods overleve mig og en dag kan det være at det er den som fortæller min historie.

.